Euroman nr. 103, september 2002
Historien om et røveri
En formiddag i november brasede en maskeret mand ind i en landsbybank på Falster, truede sig til 62.000 kr. med et oversavet jagtgevær og stak af, mens politihunde, helikoptere og en privat bilist jagtede ham. Hanne Mølby Henriksen og Jens Lenler fortæller, hvordan gæld og frygten for en rocker drev en tidligere straffet mand til at udføre et bankkup.
Lyden af en telefon runger i det tomme køkken, hvor Bjarne Nielsen bøjer sig over sit anretterbord.
Han ligner en mand, der har sendt sine tanker langt bort. Ringetonen skingrer igen mellem flisevægge og stålborde. Så går han mod telefonen, der hænger på en væg under bjælkeloftet.
Han løfter røret. Han lytter i nogle minutter, mens han rynker panden.
”Jeg må jo se at få fat i de penge”, siger han til sidst.
Han lægger på. Et øjeblik står han stille. Tunge tanker driver gennem hans hjerne. Han sveder. I glimt ser han en lille by på Falster, et oversavet jagtgevær og en bank.
Så løfter han røret igen og taster nummeret på en kammerat.
”Jeg skal bruge en stjålen bil”, begynder han. Og han beskriver en rasteplads på Lolland nogle kilometer fra Maribo.
Ud på aftenen, da hans arbejdsgiver dukker op i køkkenet, fortæller Bjarne Nielsen, at nogle problemer lurer på ham. Måske kommer han ikke tilbage foreløbig.
”Det er jeg noget ked af at høre”, udbryder arbejdsgiveren.
Bjarne Nielsen nikker.
”Hvis det går galt, går der et stykke tid, inden vi ses”.
Historien om et røveri begynder nogle dage før, en tirsdag morgen i november. 30-årige Bjarne Nielsen vågner af sig selv i sit gamle hus i midten af Nakskov og undrer sig. Normalt vækker det elektriske ur ham, men nu lyser tallene på displayet overhovedet ikke.
Hans første tanke er: Hvad fanden har elselskabet gang i? Naboerne har tilsyneladende masser af strøm, så han griber telefonen og begynder at skælde ud.
Manden i den anden ende bider ham af. Familien skylder el for fire kvartaler, siger han. For resten håber han, at de er hjemme resten af dagen, for senere kommer en tekniker nemlig og lukker for varmen.
”Nu tror jeg lige, I skal slappe lidt af”, eksploderer Bjarne Nielsen.
Manden svarer bare, at familien skylder over 30.000 kr. i el og varme.
Bjarne Nielsen smækker røret på. Men, tænker han, de kan jo ikke klare sig uden lys og varme i november måned - slet ikke med et barn på knap to år.
Desværre har han ingen penge. For fem år siden gik han bankerot med en restaurant i Nakskov, og han slæber stadig rundt på en milliongæld. Så snart han ejer noget, tropper kreditorerne op og tager det fra ham.
Desuden er Bjarne Nielsen kriminel. Sådan ser han sig selv. Som teenager solgte han ulovligt fyrværkeri, og senere handlede han med hash og tyvekoster. Da restauranten krakkede, smuglede og solgte han amfetamin og kokain, og i 1998 røg han i spjældet i otte måneder, fordi politiet tog ham med flere kilo hash i bilen.
Han mødte Trine nogle måneder før. Hun holdt ved ham, mens han sad i fængsel for narkohandler og en mordtrussel. Nu har de en søn sammen. Trine ekspederer i en pæn tøjbutik tæt ved deres hus i Nakskov, og Bjarne arbejder som køkkenchef i restauranten på Falster.
Bjarne Nielsen bærer stadig på sin kæmpegæld, så alle værdier står i Trines navn. Selv den tunge guldkæde, der snor sig om hans hals, ejer hun. Hele deres verden bygger på, at Trine er pletfri og ikke skylder flere penge, end de kan betale. Hans løn går ind på Trines konto, og restaurantens ejer stikker ham lidt sorte penge ved siden af, men det er begrænset, hvor mange penge, han kan tjene her og nu.
Så lander en konvolut i parrets postkasse.
Brevet kommer fra et investeringsfirma, som hjalp dem til at købe en kassevogn. Firmaet har ikke fået afdrag i månedsvis og kræver 56.000 kr. omgående. Ellers henter de bilen.
Desværre solgte Bjarne og Trine deres kassevogn for nogle måneder siden, selv om de stadig skyldte penge i den. Bjarne kontakter bilforhandleren, som købte kassevognen, og det viser sig, at han har solgt bilen videre – til en rocker.
Så torsdag eftermiddag står Bjarne i sit restaurantkøkken med telefonen i hånden. Han kan ikke nå at skrabe penge sammen som lån fra venner og bekendte. Han kan ikke engang nå at opsøge sine gamle forbindelser og skaffe en narkohandel eller et andet kriminelt job.
Hvis han ikke betaler, rager han uklar med en flok rockere. Eller også ender de i retten, hvor Trine sikkert får en dom for at have solgt bilen uden at have betalt den af – den stod jo som alt andet i hendes navn.
Bjarne Nielsen beslutter, at han må lave et røveri. I forvejen fantaserer han tit om forskellige forbrydelser, og selv om han aldrig har begået et røveri, ligger planen klar i hans baghoved.
Han ringer til en gammel bekendt og beder ham skaffe en stjålen bil. Lidt senere ruller han tilbage over Lolland. På vejen standser han ved en Toyotaforhandler og stjæler to nummerplader fra en udstillet vogn, hvorefter han fortsætter hjemad mod Trine og lille Nikolaj, der venter på ham i den gamle villa i Nakskov.
Fredag morgen åbner Bjarne øjnene og sætter sig op i dobbeltsengen. Pladsen ved siden af ham er tom. Det samme er Nikolajs hvidmalede barneseng af træ. Trine står altid først op og spiser morgenmad sammen med drengen. Så tager hun på arbejde i tøjbutikken, og Bjarne kører Nikolaj til dagplejemoderen, inden han ruller videre mod restauranten på Falster.
Klokken må være syv-otte stykker nu. Bag de hvide persienner ligger novembermørket stadig tungt over Nakskov.
Bjarne står op. Han sjokker ud af soveværelset, hen over de gamle gulvplanker, ned ad den stejle trappe til entreen og videre ud i køkkenet, hvor han meddeler Trine, at han vil lave et røveri.
”Røveri?”
Hun stirrer på ham med klare øjne.
”Ja, for du skal ikke i fængsel”, siger han.
Hun må jo have tillid til ham. Politiet har aldrig knaldet ham for noget af betydning. Godt nok fortæller han altid så lidt som muligt om det, han går og laver, men hun ved jo, hvem han er.
Han beder hende finde en kasket, han kan tage på.
”Jeg vil have, at man ikke kan se dit ansigt”, siger hun.
Hun finder den mørkegrå strikhue, han bruger, når de står på ski.
Folden ruller han ned over ørerne, så huen danner et langt rør med en flad syning i toppen. Hullerne til øjnene klipper han med en saks. Så går han tilbage til soveværelset, åbner klædeskabet og tager et par blå cowboybukser og en grågrøn jakke fra Jack & Jones.
I bukselommen lægger han penge til ekstra diesel. Til en af hundredekronesedlerne klæber han en lille gul Post-It-mærkat, hvor han har skriblet telefonnummer og kontooplysninger til investeringsselskabet og Trines nye mobilnummer.
Af gammel erfaring ved han, at en seddel skal være så lille, at man kan sluge den, hvis politiet dukker op.
Foran bilen strækker Nørre Alslev Langgade sig som en lang og lige allé. Nøgne vejtræer rager til vejrs i firkantede bede. Parkeringsbåse fordeler sig med jævn afstand i hele hovedgadens længde.
Bjarne Nielsen rører vagt ved speederen, mens Peugeoten ruller langs villaer og småbutikker. Tæt ved gearstangen ligger hans grågrønne rygsæk med skulderstropper og sorte remme. Huen venter i bunden, og på gulvet foran passagersædet ligger hans oversavede jagtgevær.
Nu dukker bankens hvide betonfacade op på højre side af hovedgaden, hvor kunderne går ind og ud ad en glasdør eller hæver penge fra gaden i en kontantautomat, der stikker frem i en rude til venstre.
Bilen glider frem langs de fire parkeringsbåse uden for banken.
Han stikker hånden i tasken og famler efter huen.
Nu kan han se ind. Der er mange mennesker i den bank.
Han fortryder, speeder op og kører forbi. For enden af hovedgaden svinger han til venstre forbi posthuset og kører i ring i bymidten, mens han passerer rådhuset, Superbrugsen og en Netto.
Det er vel bare at gå ind, tænker han. I fængslet sad han sammen folk, som fortalte, hvordan det er at gå ind i en bank. Man skader måske dem derinde for livet, men det er alligevel ikke så slemt, som folk, der gør noget ved børn eller voldtager kvinder.
Han ruller tilbage gennem hovedgaden mod banken og griber endnu engang efter huen i tasken.
Fem mennesker står i kø ved hæveautomaten. Han bander indvendig. Skal han slås med folk både inde og ude?
Igen speeder han op og passerer banken for anden gang.
Ved Netto standser han på parkeringspladsen. Hans tanker kører i ring som hans tur gennem byen. Folk må efterhånden have lagt mærke til hans kørsel. Hvad nu?
Til højre for bilen skiller en lav bøgehæk parkeringspladsen fra landevejen. Den vej skal bære ham væk, ud af Nørre Alslev, langt bort til et helt andet sted, til en helt anden by, hvor han vil finde den gule seddel med kontonummeret, punge ud med de 56.000 kr. og lægge alle problemer bag sig.
Alt er jo parat, flugtruten ligger åben. Han rører ved speederen.
Tilbage på hovedgaden sagtner han farten ud for banken og ser, at der kun står nogle få kunder derinde nu. Udenfor er der klar bane bortset fra en stor stationcar, hvor en midaldrende mand sidder og venter bag rattet.
Bjarne Nielsen bremser midt på gaden. Han flår huen op af tasken og trækker den over hovedet. Han griber jagtgeværet, og med den anden hånd snapper han rygsækken.
Skulderstroppen hænger fast i gearstangen. Han hiver i stoffet. Han trækker og flår. Nu slipper den. Af sted!
Han skubber bildøren op og løber mod indgangen.
Bankens tunge glasdøre flyver op, da han braser ind. Den midaldrende kassedame bag skranken standser midt i en ekspedition. Hendes fire kolleger kigger op fra papirdyngerne. Ingen af dem siger noget. De stirrer kun på ham.
”Så kan I satanedeme godt få lagt jer ned. Det er et røveri, det her”, råber han.
En ung elektriker, der venter på at blive ekspederet, kaster sig ned på maven få meter fra Bjarnes fødder. De andre bevæger sig ikke ud af stedet.
Bjarne stormer hen til skranken. Skosålerne sætter fartstriber på det lyse linoleumsgulv. Jagtgeværet dingler i hans venstre hånd.
Han skubber en kunde væk og smækker tasken op på bordet.
Bankdamen kigger bare på den, så han river den til sig igen og farer om bag skranken, mens han næsten snubler over en yuccapalme på gulvet. Han skimter alt gennem sprækkerne i huen, famler halvt i blinde.
Endelig får han åbnet en af de pengekasser, der gemmer sig i skranken. Han hæver tasken op og skovler sedler ned i den.
”Det er ikke de penge, du søger”, siger bankdamen pludselig. Hun står bag ham og kigger, og Bjarne opdager, at det er franske franc.
Bankdamen åbner den rigtige kasse, som han lynhurtigt tømmer for sedler.
Han fumler med knapperne på kasse nummer to. Han sveder.
Sekunderne tikker. Han giver sig før kassen, styrter ud af banken og kaster sig ind i sin bil, mens glasdørene hugger i hængslerne bag ham. Hele vejen ned af hovedgaden gasser han hidsigt op.
I spejlet ser han den store stationcar. Den midaldrende mand følger efter ham.
Landevejen skærer gennem flade marker. Den snor sig som en racerbane og snævrer ind til én bils bredde.
Bjarne mærker, at sveden driver ned ad hans ansigt og nakke. Han føler sig opstemt og ved, at han er god til at køre bil. Flere gange er han kørt fra politiet i en biljagt. Men den store stationcar klæber stadig til hans kofanger.
Da vejen munder ud i et t-kryds, hugger Bjarne bremserne i. Foran bilen rejser en hvidkalket landejendom sig under et kastanietræ, til siderne ligger markerne åbne. Stationcaren ruller op bag ham.
Bjarne har smidt huen. Nu griber han jagtgeværet. Han åbner døren, stiger ud og tager nogle skridt mod stationcaren.
Hans nøgne ansigt blusser rødt, mens han hæver det oversavede løb og peger direkte mod manden bag rattet.
Fyren finder sit bakgear, tramper på speederen og tager endelig flugten over bakkerne med bagenden forrest. Bjarne står på vejen og ser ham forsvinde. Så får han øje på to af politiets helikoptere, der kredser i luften et stykke derfra.
Tilbage i bilen banker han af sted ad hullede hjulspor. Mudder sprøjter omkring ham, grene pisker mod forruden. Han kører i en skov og føler sig godt skjult af trækronerne. Hjulsporet trækker sig fri af skoven og bliver til asfalt. Helikopterne er ingen steder at se. Et skilt viser vej mod Guldborg, så broen til Lolland er ikke to minutter væk.
Lidt senere standser Bjarne Nielsen for enden af en våd græsindkørsel ved en nedlagt landejendom. Malingen hænger i flager, og træværket slår revner, men de gule mure rager op omkring bilen, så den ikke kan ses fra vejen.
I bilradioen har speakeren netop afbrudt sit program med en efterlysning. Folk skal holde øje med en bordeaux Peugeot. Føreren er svært bevæbnet, politiet søger efter ham med hunde og helikoptere.
Bjarne slukker motoren og træder ud i gruset. Gårdspladsen ligger tom. Han skifter nummerplader på bilen. Så tager han tøjet af. Begge dele stopper han ned i rygsækken sammen med huen. Byttet fra banken lægger han i en sort plasticpose sammen med hundredekronesedlerne fra bukselommen, for han tænker, at han skal have skaffet sig af med det hele her og nu.
Landejendommen kender han næsten lige så godt som sit eget hus. Ejeren er en gammel mand, der bor i København og kun kigger til stedet tre-fire gange om året. Han aner ikke, at Bjarne har brugt det i ti år til opbevaring af tyvekoster og stoffer.
Han åbner døren til laden og lister ind. Haveredskaber, gamle vinduer og udtjente møbler flyder i et aflangt rum, hvor kun et sejt lag edderkoppespind vidner om liv. Det rå flisegulv er dækket af snavs, og tørre halmstrå hænger i kager fra loftet.
Bjarne baner sig vej gennem rodet. Ved en tom hestebås stikker han jagtgeværet ned under truget. Rygsækken smider han i en mørnet tønde et par meter derfra, lægger låg på og placerer et par gamle skøjter og lidt halm ovenpå.
Posen med penge putter han i en papkasse bag døren. Den er fyldt med halmstrå og støv og ligner noget, der har stået urørt længe.
Bjarne ser sig omkring. Ingen vil kunne se, at han har været her.
Bjarne Nielsen træder ud ad sin gadedør i Nakskov. Han er iført sandfarvede lærredsbukser med pressefolder, han dufter af sæbe, hans lyse hår skinner af voks.
Han begynder at spadsere ad gågaden. Hurtigt møder han den første bekendte og råber ”hej”.
Røveriet ligger ikke engang et par timer tilbage. Ingen kigger på uret, når de møder ham. Folk vil sige, at de har set ham i Nakskov ved middagstid. Han fløjter. Han træder let over brostenene. For enden af gågaden standser han ved en hvidmalet facade, hvor modetøj hænger bag store ruder. Han tager fat om messinghåndtaget, puffer den tunge glasdør op og træder ind.
Trine står bag glasdisken og ekspederer. Han nikker til hende. Hun ser ham og overlader kassen til en anden. De stiller sig mellem tøjstativerne lidt væk fra kunderne.
Bjarne siger:
”Det er overstået”.
Trine ser på ham. Så triller tårerne pludselig ned ad hendes kinder.
Bjarne skæver rundt i butikken. Han tænker på sit alibi og hvisker:
”Lad være med det. Stop. Der er styr på det. Det er i orden”.
”Det er jeg glad for”, siger Trine.
Bjarne Nielsen blev anholdt kl.0.55 natten til mandag i sit hjem. Politiet fældede ham på et anonymt tip om flugtbilen, og fordi ejeren af landejendommen fandt hans tøj, nummerpladerne og pengene i sin lade.
Til en af pengesedlerne klæbede stadig den gule seddel med nummeret på investeringsselskabet og Trines mobilnummer. I huen fandt politiet desuden nogle af Bjarne Nielsens hår.
Bjarne Nielsen aflagde kort efter anholdelsen en fuldstændig tilståelse. Han afsoner nu en dom i arresten i Nakskov på to års fængsel for røveri.
Tre dage efter Bjarne Nielsens anholdelse betalte hans svigermor de penge, familien skyldte.
----------
Historien om et røveri
Historien bygger på interviews med bankrøveren og hans familie, på politiets afhøringer og fotos, interviews med bankens personale og observationer i lokalområdet.
Billederne er lavet som en rekonstruktion med det originale gerningstøj på de lokaliteter, hvor begivenhederne fandt sted. Personerne på billederne er alle skuespillere.
Bjarne Nielsen og hans familie hedder i virkeligheden noget andet – redaktionen kender deres rigtige navne.