Interview med Søren Pagter

Historien kommer altid først

En god fotograf fortæller historier og lægger en flig af sig selv i hvert billede. Det er vigtigere end teknikken, mener Søren Pagter, leder af Danmarks verdensberømte uddannelse i fotojournalistik. Men det personlige har sommetider en pris.

Af Hanne Mølby Henriksen

De er med ved frontlinjen, midt i optøjerne og lige i hælene på naturkatastroferne. De ofrer deres søvn, ferie og sparepenge og risikerer ofte også sig selv, når de går på arbejde. Hvorfor? De vil gerne vise os noget. Fotojournalisterne rejser ud i verden for at bringe den hjem til os andre. Så vi kan få ansigter på flygtningestrømmen, komme tæt på andres liv og hverdag og få øjenkontakt med verdens konflikter.

”Det er det, gode fotojournalister kan,” siger Søren Pagter, der siden 1999 har været leder af uddannelsen i fotojournalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Der findes mange gode fotografer. En fotojournalist er en, der kommer tæt på folk og får en personlig fortælling ind i sine billeder. Det kræver mod. De skal give en del af sig selv og tage stilling for at lave noget, der er vedkommende for andre. Ellers bliver det bare et fotografi, der er pænt,” siger Søren Pagter.

Og pæne fotografier rykker ikke noget.

”For mig kommer historien altid først, fremfor om billedet nødvendigvis er 100 procent velkomponeret og har det rigtige lys. Når indhold og teknik går hånd i hånd, er det jo fedt. Men det må aldrig blive omvendt, så formen bliver vigtigere end indholdet.”

Krig, bryllup og jordskælv
Det er netop den tradition, de danske fotojournalister er rundet af. De fortæller historier. Fra verdens brændpunkter, folks dagligstuer, teltlejre, børnehjem og gaden. Og vist er Danmark bare en gnidret klat på verdenskortet, men det er en klat med fotografer i verdensklasse og en fotouddannelse, der har fostret flere prisvindere end nogen anden uddannelse i verden. Fordi de fortæller historier.

”Mange danske fotojournalister er også dygtige journalister,” siger Søren Pagter. ”Det kan godt være, at de ikke skriver artikler. Men de får fakta med hjem. De kender historien. Bruger tid på research. Det betyder, at mange af historierne fra Danmark har en ekstra tyngde. De kommer til at handle om mere end bare fotografiet. De handler om hele pakken: Det faktuelle, det nære, de små detaljer, det store perspektiv og selvfølgelig også det gode fotografi. Det er en af de ting, som mange danske fotojournalister er gode til.”

En anden ting er det personlige engagement. Som ikke altid er videre bekvemt at bære med sig. En fotograf med et personligt projekt ruller måske sin sovepose ud i et skur i Afghanistan. Smider sine feriedage i puljen for at få tid nok. Bruger sin opsparing. Tilbyder sig som bryllupsfotograf for at tjene til næste flybillet. Lever i dagevis af medbragte kiks mellem ødelæggelserne i Haiti. Og siger godnat til ungerne over en satellittelefon fra Darfur.

”Nogle vil bare pakke sammen, rejse hjem og sige ’det kan jeg ikke’. Andre vil forsøge at bruge modstanden, hjemveen og de barske forhold konstruktivt. Det kan godt være med til at gøre billederne hjerteskærende og stærke,” siger Søren Pagter om den sårbarhed, der ligger i mange af de bedste fotografers billeder.
 

Fotografen får ansigter på tallene
Kunsten er at lægge verden fra sig, når man kommer hjem fra en reportagerejse. At balancere arbejdet med privatlivet og ikke føle sig personligt ansvarlig for de mennesker, man har mødt og fotograferet.

Når vi andre læser i avisen, at 20 både med mange hundrede flygtninge er kommet i land på Lesbos, ser vi bare et tal. Fotografen, der stod op i mørket, ventede på stranden ved daggry og så bådene sejle ind, har ansigter på alle tallene. Han har set dem i øjnene, hørt dem græde, juble, bryde ud i bøn, og han har lyttet til deres fortællinger.

”At få alle de historier ind under huden kan være meget svært at kapere,” siger Søren Pagter og forklarer, at det er mængden af historier, der slår hårdt.

En enkelt flygtning og hans historie kan de fleste forholde sig til, selvom det kan være barskt nok.

”Men står du på Lesbos eller ved grænsen til Ungarn og møder tusinder med samme skæbne, bliver det svært at overskue. Du skal virkelig holde hovedet koldt. Du kan ikke fortælle alle tusind historier. Du kan heller ikke hjælpe alle. Den erkendelse er enormt svær, når man står der.”
 

Når prisen bliver PTSD
Flere fotografer – både danske og udenlandske – har betalt en høj pris efter at have været ude på reportage i et af verdens brændpunkter. De kommer til at tage oplevelserne med sig hjem og har svært ved at lægge dem fra sig.

”Nogle kommer til at lide af stress. Andre får depressioner, angst eller posttraumatisk stresssyndrom. Det kan være rigtig svært at komme hjem og skulle leve med de ting, man har oplevet. Det er helt klart en bagside af det at være fotograf i en konfliktzone,” siger Søren Pagter.

International forskning bekræfter, at fotografer og journalister har markant forhøjet risiko for at udvikle PTSD, depression eller misbrug af alkohol eller stoffer, hvis de har arbejdet i en krigszone. Andre voldsomme begivenheder som tsunamien i Asien, terrorangrebet på Utøya og jordskælvet på Haiti har også belastet mange pressefolk psykisk. Og norske undersøgelser tyder på, at det værste ikke er at være øjenvidne til noget slemt, men at stå i det moralske dilemma, at man som journalist er sendt ud for at dokumentere nødlidende i stedet for at hjælpe her og nu.

Nogle fotografer oplever, at kameraet fungerer som en slags filter, så de ikke oplever begivenhederne helt så stærkt, når de betragter dem gennem objektivet, fortæller Søren Pagter. Men når de sidder derhjemme og skal kigge flere tusind billeder igennem fra samme begivenhed, så oplever de det hele en gang til.

”Ofte er det her, traumerne opstår. Så genkalder fotografen sig alle lugtene, lydene og minderne,” siger Søren Pagter og forklarer, at fotografiet ikke har det filter, som noter på en blok har for en skrivende journalist.

”Man får oplevelserne smækket lige i hovedet igen, når man er fotograf. Det er lige præcis det, der gør, at billeder virker stærke på folk. Der er ikke noget filter. Fotografen forsøger netop at bryde afstanden ned i sine billeder.”
 

Vi har brug for øjenvidner                                                                                                                                                                                                                      
For reportagefotografen gælder det hele tiden om at holde balancen mellem at gøre sit arbejde og ikke blive en kyniker, som rejser fra den ene konflikt til den næste uden at forholde sig til de mennesker, han møder.

”Der er ingen tvivl om, at det er en svær balance at holde,” siger Søren Pagter. ”Den samme i øvrigt, som soldaten, nødhjælpsarbejderen, lægen og sygeplejersken står overfor.”

De er alle sammen en slags rejsende i andres ulykke. Vidner til globale begivenheder og til andre menneskers liv.  

Uden reportagefotograferne ville vi ifølge Søren Pagter ikke have den samme forståelse af verden og hinanden. Vi ville kun høre om flygtningestrømmen i Europa fra flygtningene selv på den ene side og magthaverne på den anden side. Vi ville mangle den uvildige part i midten, der kan afveje meldingerne fra parterne.

”Det er vigtigt, at vi får de her fortællinger med,” siger han og påpeger, at fotojournalisterne er uddannede til at forholde sig kritisk til informationer og vurdere, om de er troværdige eller ej. De kan tillade sig at så tvivl, skabe sympati og nuancere de detaljer, som parterne i en konflikt ofte tegner sort-hvidt op.

”Vi kan ikke fotografere vores historier ud fra opdateringer på de sociale medier eller ud fra magthavernes rapporter om, hvordan de har behandlet flygtninge. Det kan ikke være vores historieskrivning for fremtiden. Folk har brug for flere informationer og indsigt i andre menneskers liv,” siger Søren Pagter.

”Dermed ikke sagt, at fotojournalisterne altid fortæller den endelige sandhed. Jeg tror ikke på, at noget fotografi er objektivt. Og at kalde det tilstræbt objektivt er lidt det samme som elastik i metermål. Fotojournalisterne må gerne mene noget, have noget på hjerte. De er bare en del af det samlede billede, men en vigtig del, både for vores meningsdannelse og for vores eftertid.”