Kvinderne i Etiopien vil være hele – også forneden

Unge kvinder i Etiopien har fået nok. De blæser på traditionen, trodser de gamle og nægter at løfte op i skørterne for konen med barberbladet. Fundamentet under en gammel tradition er begyndt at smuldre.

Af Hanne Mølby Henriksen, Kembatta

Tigist Wolde stirrer på sin mor og klemmer benene sammen under kjolen. De er til party hos naboen. Sammen med resten af landsbyen fejrer de, at hyttens halvstore pige har fået skåret sin klitoris af ude i baghaven med et barberblad. Nu er datteren klar til at blive giftet bort. Det er en glædens dag for familien.

”Om Gud vil, klarer mit barn det lige så fint”, hører Tigist sin mor sige.

Hun føler sig svimmel.

”Jeg har allerede booket datoen”.

Tigist Wolde er 13 år gammel. Hun bor med sine forældre i en forreven afkrog af Etiopiens sydlige Kembatta distrikt, hvor folk pløjer deres marker og lever, som de altid har gjort. Længere tilbage, end nogen på egnen kan huske, er overgangen fra pige til kvinde blevet markeret med et snit mellem benene – et fast ritual, der i daglig tale lyder navnet ”at få snavset ud”.

Moren sludrer glad om tidspunktet, gaverne og festen, de snart skal holde. Tigist sidder på taburetten ved siden af og siger ingenting. Hendes kaffe bliver kold. Hun har stor respekt for sine forældre og deres måde at gøre tingene på. Men at lade sig skære i forneden vil hun altså ikke.

Mellem 100 og 140 millioner kvinder lever i dag med ar på kønsdelene efter at være blevet omskåret. Yderligere to millioner piger er hvert år i fare for at havne i samme situation, anslår Verdenssundhedsorganisationen WHO. Nogle slipper som pigerne i Kembatta med at få fjernet deres klitoris. Andre må også undvære de indre og ydre skamlæber eller dele af dem afhængig af skikken på deres hjemegn.

Selve operationen er ikke noget, folk ofrer mange ord på i Kembatta.

Alligevel ved Tigist Wolde kun alt for godt, hvad der sker, når pigernes snavs skal ud.

Som tiårig blev hun under høsten sendt på ferie hos sin kusine længere ude på landet. De to havde altid leget godt sammen, og nu skulle Tigist være med til at sende hende i forvejen ind i voksenlivet.

Det var spændende, husker hun. Solen kastede lange skygger ind over markerne, da kusinen en dag forsvandt sammen med sin mor. Tigist måtte ikke komme med. Hun dinglede rundt ude i haven, ventede og var nysgerrig, da verden pludselig vaklede.

Omme bag hytten sad kusinen. Hun havde skørtet oppe om maven og knæene strittende ud til hver deres side. En gammel kone sad på hug foran hende med et barberblad mellem fingrene. Tigist frøs fast i eftermiddagsheden. På samme skammel bag kusinen sad hendes mor og holdt hende for øjnene. En eller anden havde bundet deres ankler sammen, så moren kunne tvinge sin datters ben ud i deres gabende vinkel. Kusinens ansigt var helt forvredet. Hun bed tænderne sammen om en klud og sagde ikke en lyd. Støvet blev mørkerødt under dem.

Tung af rædsel og indestængte tårer tumlede Tigist væk det silende blod. Hun løb og løb og lovede sig selv, at hun aldrig ville tillade nogen at gøre hendes krop voksen.
 

Ikke mere værd end en ko

Kvindelig omskæring – eller skamfering af kvindelige kønsdele, som WHO kalder det – har angiveligt eksisteret i flere tusinde år. Ingen ved præcis, hvor og hvornår ritualet er opstået. Heller ikke hvorfor. En græsk læge beskrev i det 6. århundrede, hvordan egypterne skar klitoris af, fordi den ellers ville vokse og føre til upassende tanker eller opførsel hos unge kvinder.

I dag har den gamle skik bredt sig til 28 afrikanske lande og enkelte steder i Asien og Mellemøsten. Tilhængerne argumenterer med, at indgrebet garanterer lydighed, pynter på udseendet, sikrer social accept, øger mandens fornøjelse ved samleje eller simpelthen står befalet i Biblen eller Koranen.

”Det er jo næsten morsomt”, siger Bogaletch Gebre fra Kembatta. Hun husker stadig smerten, da en kniv flænsede hendes unge krop for en halv menneskealder siden.

”Ingen kan forklare, hvad det skal gøre godt for. Spørg områdets ældste, og de vil ikke kunne give dig et svar. Sådan er livet, siger de bare”. 

Bogaletch Gebre fik som den første pige i sin landsby lov at blive i skolen efter fjerde klasse. Siden kom hun på universitetet i USA. Og her vendte minderne om barndommens overgreb tilbage med rædsel og raseri.

”Det gik op for mig, at snittet kun handlede om at kue og tøjle mig. En kvinde i Etiopien skal hverken tænke, føle eller vælge selv. Hun skal opvarte manden og ikke tro sig mere værd end den ko, hun malker”.

For at hjælpe kvinderne i sit hjemland fri af de rituelle overgreb og andre former for mishandling rejste Bogaletch hjem og grundlagde organisationen KMG i 1997. Med støtte fra blandt andre EU og Folkekirkens Nødhjælp har hun bygget et center midt i Kembatta, hvor kvinder kan få lægehjælp, viden og vejledning til at leve et værdigt liv.
 

Glasskår, kattetarme og torne

Sidste år vedtog regeringen i Etiopien en lov, der gør det strafbart med op til ti års fængsel at omskære piger og kvinder. Loven er endnu ikke implementeret, og eksperter forudser, at den vil blive svær at håndhæve, fordi den går stik imod traditionen over det meste af landet.

Ni ud af ti piger bliver omskåret i Etiopien, langt de fleste uden bedøvelse eller tanker for hygiejnen. Barberblade og glasskår gør det grove arbejde i hånden på omskæreren. Æggeblomme, sod eller alkohol stopper blødningen. Og hvis pigen har fået fjernet sine skamlæber og skal syes forneden, er silke, kattetarme og torne blandt de foretrukne remedier. Hendes ben bliver bagefter snøret sammen fra hæl til hofte i flere uger, så såret får ro til at hele.

”Det er en forfærdelig oplevelse, uanset hvordan man beskriver det. Forestil dig, at et barberblad flænser dit mest følsomme sted uden nogen form for bedøvelse. Det kapper både nerveender og blodårer. Mange dør af blodtab. Og alligevel er det en dag, mange piger faktisk glæder sig til,” fortæller Bogaletch.

Der bliver holdt fest for pigerne. De får gaver. Folk synger og fejrer, at de med øjeblikkelig virkning bliver forvandlet fra barn til voksen. Det er fint, men en piges nye status som kvinde bør ikke være betinget af en livsfarlig og smertefuld operation, mener Bogaletch.

Med en generator og filmfremviser på ladet af en lastbil kører hun rundt mellem Kembattas landsbyer og viser film for indbyggerne. Film, der uden filter viser den blodige virkelighed bag omskæringen, de knudrede ar, infektionerne og andre fysiske og psykiske mén efter kniven.

Samtidig har hun trænet lokale mænd og kvinder i at fortælle om konsekvenserne af den smertefulde skik på skoler, i kirker og andre steder, hvor folk gider lytte.

”Ingen forældre gør deres barn fortræd med vilje,” mener Bogaletch. ”De føler sig tvunget til at omskære deres døtre, fordi det ifølge traditionen er det eneste rigtige at gøre. Det er umuligt at blive gift, hvis man ikke er omskåret. Og en pige uden en mand kunne ligeså godt være død. Hun kan ikke forsørge sig selv og vil blive udstødt fra fællesskabet som en særling. Sådan er det bare.”

Og sådan har det været længe. Lige indtil et enkelt bryllup vendte op og ned på alt i Kembatta i september 2002.
 

Bryllup på landsdækkende tv

Bogaletch og KMG havde dengang brugt fem år på at sparke gang i en debat rundt om i landsbyerne. Folk var så småt begyndt at tale om, hvad den gamle tradition egentlig skulle gøre godt for, og nogle få hundrede piger havde samlet mod og viden nok til at nægte at sprede ben for konen med barberbladet. Men først da en af dem blev gift og inviterede hele landet med til sit bryllup, rykkede det ved de andre.

Det var en historisk begivenhed. Flere end 2000 mennesker troppede op i skolegården i Hobich-haka for at se det kontroversielle par blive viet. Resten af Etiopien kunne følge med på landsdækkende tv, da bruden i silende regnvejr tonede frem med et lyserødt skilt fæstnet til sin kjole; Jeg er så lykkelig for at blive gift u-omskåret. Folk var målløse. På gommens bryst hang et tilsvarende; Jeg er ekstremt glad for at blive gift med en u-omskåret pige.

Historien om det usædvanlige bryllup rungede i hele distriktet.

”Det var som et tordenslag,” fortæller Bogaletch. ”Folk turde dårligt tro, hvad de så og hørte. Fra det øjeblik skete der virkelig noget.”

Fundamentet begyndte at smuldre under den gamle tradition.

I dag forkynder cirka 20.000 piger i Kembatta og omegn åbent, at de ikke er omskåret og heller ikke har tænkt sig at blive det. Samtidig er flere hundrede i distriktet blevet gift uden at have ladet sig skille fra deres klitoris.

Tigist Wolde er en af dem. Hun er nu fyldt 17 år, gift og mor til en søn på knap et år.

”Jeg nægtede at lade mig skære i dengang”, fortæller hun. ”Min familie blev chokeret og prøvede at presse mig, men jeg ville simpelthen ikke lægge krop til den operation. Under ingen omstændigheder”.

Tigist Wolde trak sin familie med til et møde hos KMG.  

”Og så behøvede jeg ikke at argumentere længere. Jeg fik lov til at være hel, som Gud har skabt mig”, fortæller hun glad.

Men udviklingen er ikke lige lykkelig for alle.
 

”Jeg gør det aldrig mere”

23 ældre kvinder står pludselig uden arbejde i Kembatta. Før tjente de deres penge på at føre kniven mellem benene på områdets unge piger. Nu går i hvert fald en af dem tiggergang mellem bøndernes stråhytter og den lokale ortodokse kirke for at overleve.

”Jeg er blevet arbejdsløs”, fortæller Wiro Ayelech Wete. Hun kender ikke sin egen alder, men mangler kun at få to halvstore knægte ud af huset, før alle hendes unger er godt i vej. Pigebørnene er for længst giftet bort.

Den ældste blev hendes svendestykke som omskærer.

Wiro Ayelech Wete er aldrig blevet oplært i det gamle håndværk og kendte i begyndelsen ikke mere til kvinders anatomi end alle mulige andre. Til gengæld havde hun fire døtre og en stram økonomi.

”Jeg prøvede mig bare frem med den første. Og det gik fint”, fortæller hun.

Siden har hun skåret mange tusinde piger fri af barndommen. Snuppede op mod 20 klitorisser om dagen til 20 Birr pr stk., når hun havde mest travlt.

”Det er hurtigt at skære sådan en tap af. Ligeså hurtigt som at sætte sig på hug og rejse sig igen. Blødningen stoppede jeg med æggeblomme og petroleum. Og så var jeg klar til den næste”.

I alle sine år som professionel omskærer har Wiro Ayelech Wete aldrig hørt pigerne sige andet end tak.

”Vist gjorde det ondt, men det skulle jo gøres. De holdt smerten for sig selv og lod mig aldrig se en eneste tåre. Det ville have kastet skam over deres familie her på egnen”.

Det er tre år siden, hun sidst skar klitorissen af en pige. Som de fleste andre var hun først skeptisk ved tanken om at lade egnens unge kvinder rende hele rundt. Men så kom også hun på kursus hos Bogaletch Gebre:

”Det er godt, at de unge piger nu siger nej. Jeg har ingen penge og kan ikke mætte mine sønner. Alligevel er det godt at se kvinderne bestemme over sig selv”.

Den gamle omskærer får stadig tilbud fra enkelte traditionsbundne familier med giftemodne piger, men skylden over fortidens skamferede kvindeliv gnaver dybere end sulten. Wiro Ayelech Wete vil ikke have mere på samvittigheden:

”Jeg har lovet mig selv og Gud, at jeg aldrig gør det mere”.

Knivens vej gennem kvinden

Verdenssundshedsorganisationen (WHO) har defineret fire overordnede typer af kvindelig omskæring:

• Når klitoris bliver helt eller delvist skåret af.

• Når klitoris og hele eller dele af de indre skamlæber bliver skåret af.

• Når klitoris, de indre skamlæber og de ydre bliver skåret helt eller delvist af og skedeåbningen syet sammen, så kun et lille hul lader urin og menstruationsblod at komme ud.

• Alt det andet som for eksempel når klitoris og/eller skamlæberne bliver piercet, snittet i, brændt eller strukket ud. Når skeden bliver ætset til blode. Eller fyldt med urter i et forsøg på at stramme eller indsnævre den.