Rekrut i Castelnaudary

(uddrag fra kapitel 2 af bogen "De danske legionærer")

”Au couloir!”

De fransktalende rekrutter og korporalen på Anders’ værelse springer op. Anders følger efter. Har de retning mod døren? Tager de noget med sig? Det er aften i Castelnaudary. Rekrutterne er blevet kastet fra ordre til ordre, siden de ankom for et par dage siden, og nu runger en skarp stemme atter ude på gangen. Anders forstår ikke et kvæk. Han har bare vænnet sig til hurtigt at gøre som de andre, evigt parat. Drejer en af de franstalende venstre om, så drejer Anders også venstre om. Løber en af dem tværs over paradepladsen, så følger han efter. Uden at vide, hvor han er på vej hen og hvorfor.

Alt er foregået på fransk, siden delingen forlod Aubagne. Ja, allerede da bussen trillede op foran legionens hovedkvarter sammen med nogle korporaler og en sergent fra uddannelsesregimentet i Castelnaudary, begyndte de fremmede gloser at hagle ned over dem. Korporalerne havde råbt og skreget for at få delingen på plads i sæderne hurtigst muligt – med det resultat, at de nyslåede rekrutter stavrede rundt som forvildede får uden at ane, hvad de skulle, hvornår. Anders følte sig komplet idiotisk. Deres befalingsmænd korsede sig og bandede fælt over flokken. 

I bussen havde stemningen været høj. Rekrutterne var begyndt at kende hinanden en smule, følte de, efter at have gået op og ned ad hinanden i de frivilliges indhegning. Nu var de valgt ud som de bedste og skulle af sted til fire måneders basistræning, mens de andre frivillige måtte blive tilbage i Aubagne. Så er det nu, havde drengene jublet mellem sæderne. Nu skal vi være legionærer.

”Hold kæft,” brølede en af korporalerne.

Der blev stille i bussen. Korporalen forklarede på køligt fransk, at de som frivillige rekrutter ikke er en skid værd. At de skal igennem fire måneder i helvede, før de så meget som bør overveje at kalde sig legionærer. Det tog toppen af den gode stemning.

Fremmedlegionens 4. regiment hører hjemme i Castelnaudary, en lille by syd for Toulouse. Blandt franskmændene er Castelnaudary kendt for egnsretten cassoulet – en krydret simreret med flæsk, hvide bønner, pølser og andefedt. Og ellers gør det lille samfund ikke meget væsen af sig. Canal du Midi skærer sig vej gennem byen som en del af det kanalsystem, der løber tværs gennem landet fra Atlanterhavet til Middelhavet. Og på bøndernes marker uden for byen nikker solsikkerne og rækker af sirligt plantet vin. Castelnaudary oser af postkort og fransk charme – lige indtil man passerer hovedvagten og bliver læsset af på legionens kaserne lidt uden for byen.

En asfalteret paradeplads forbinder fire lysegule kompagnibygninger i perfekt symmetrisk orden. For foden af hver bygning ligger en tætklippet plæne, og midt på pladsen mødes to veje i et kryds. Omkring regimentets område løber to rækker pigtrådshegn, der skråner let indad og gør det sværere at bryde ud end ind.

Kasernen bliver aldrig kaldt andet end Castel, men hedder i virkeligheden Quartier Capitaine Danjou efter en af legionens helt store helte. Her uddanner legionen sine befalingsmænd, chauffører, mekanikere, radiooperatører, sekretærer, håndværkere og sit køkkenpersonale, ligesom alle rekrutter her skal igennem fire måneders basistræning for at vise, at de er værdige til at gøre tjeneste i Fremmedlegionens andre regimenter. Anders har på fornemmelsen, at korporalen i bussen ikke overdrev. Rekruttiden i Castel er berygtet for at være barsk, nærmest nedbrydende. Men der må da være grænser for, hvor galt det kan gå på kun fire måneder, tænker han.

Da delingen ankom for et par dage siden, var de straks blevet inddelt i tre grupper og gennet op ad trapperne i tredje kompagnis bygning. Anders var kommet på stue med en finne ved navn Holst, som har vist sig at være en fin fyr. Tætbygget, rundhovedet og muskuløs ad pommern til. Han taler med en kraftig finsk accent og er af en eller anden grund ufattelig hurtig til at udtale de franske oau-, au- og eau-lyde. Når ingen lytter, slår han og Anders alligevel over i engelsk. Det går bedre, men koster armbøjninger, hvis det bliver opdaget. Holst er midt i tyverne og har ligesom Anders en pæn portion militærerfaring med sig. De andre på stuen må have brugt deres tid på noget andet – soldater er de i hvert fald ikke endnu. Stuen kan mønstre en afrikaner, en franskmand plus en håndfuld andre rekrutter og deres værelseskorporal fra Bretagne, som skal sikre ro og orden på stuen. Peter er rykket ind på en stue lidt længere nede ad gangen hos en ligeså broget flok. Den samlede deling tæller folk fra Skotland, Brasilien og Japan plus en ordentlig røvfuld fyre fra Østeuropa.

Hver rekrut har fået tildelt en binom, det vil sige en fast makker, som han de næste fire måneder vil komme til at leve, træne, arbejde, sove, æde, slås og skide med. Døgnet rundt. Uanset om man kan lide hinanden eller ej. Anders’ binom er den lille franskmand, som er i forbavsende ringe form og uden den mindste smule militærerfaring. Manden aner ikke, hvad der er er den farlige ende på et gevær, han taler ikke engelsk og kan ikke løbe for at redde sit liv. Men han taler dog fransk.  

Nu styrter franskmanden ud af døren og tager opstilling på gangen. Anders følger efter. Det må være tid til aftenappel. De andre værelser er også i bevægelse. Med de fransktalende forrest myldrer rekrutterne ud på den skidengule gang og stiller sig i rørstilling ved siden af hinanden langs den ene væg. Skulderbredde mellem støvlerne. Hænderne bag ryggen, den ene hånd knyttet inde i den anden. Blikket lige frem og skråt opad. Ikke noget med at læne sig op ad væggen, minder Anders sig selv om. Den kan godt stå selv.

Anders står som den første i rækken her til aften. Ikke nogen dum position, konstaterer han tilfreds. Hver dag skal samtlige soldater i Fremmedlegionen tælles morgen og aften for at sikre, at ingen mangler. Normalt er det værelseskorporalerne, der melder deres stue fuldtallig og klar til tjeneste, når caporal du jour går rundt og kontrollerer kompagnierne i de forskellige regimenter til aftenappellen. Men i Castelnaudary skal rekrutterne tælle sig selv i en række på gangen, så de lærer de franske tal.

På befalingsmandens kommando skal den første rekrut klappe hælene sammen, strække armene ned langs siden med flad hånd, rette ryggen og råbe ”un”. Den næste råber straks ”deux”, og så går det rask videre hele vejen ned til staklerne i den anden ende af gangen, der i retstilling skal finde ud af at råbe numre langt op i 30’erne. Anders har afsindigt svært ved at huske de franske tal fra hinanden, og han er ikke den eneste. Til hver appel er der nogen, der glemmer deres nummer eller ikke kan sige det rigtigt på fransk. Særligt svært virker det til at være for østeuropæerne. Og når en kløjes i det, starter det hele forfra. Om og om igen, indtil tallene sidder som på snor. Sådan har den nye deling gjort til alle appellerne indtil videre.

Fra første dag har korporalerne ved samme lejlighed moret sig med at slå rekrutterne i mellemgulvet, netop som de skal sige deres nummer. Ikke for fuld kraft, men nok til at pumpe luften ud af dem, så de mister pusten et øjeblik.

”Spænd!” brøler korporalen så og griner.

”Træning!”

Anders var blevet overrumplet de første gange. Hvad helvede, tænkte han, da korporalerne pludselig begyndte at dele slag ud på stribe. Det gør ikke rigtig ondt, fandt han ud af. Kun det første offer er som regel uforberedt og knækker sammen gispende efter vejret. Så griner de lidt ad det. På Anders virker det efterhånden helt venskabeligt, og snart har alle rekrutterne vænnet sig til at være klar til at spænde i mavemusklerne, når befalingsmændene er inden for en armslængde. Korporalerne ser nærmest ud til at nyde det lidt.

”Comtez vous”, lyder det fra korporalen, der står kun et skridt fra Anders.

Tal-showet kan begynde.

”Un,” råber Anders med ret ryg og mavemusklerne parat.

Ingenting. Korporalen står helt stille.

”Deux,” råber rekrutten ved siden af, og Anders slapper af.

I samme øjeblik jager korporalen sin knyttede næve ind under ribbenene på Anders. Hårdt.

”Hrdrrmm…” Anders hiver efter vejret og skæver op.

Korporalen morer sig fyrsteligt. Slaget var perfekt timet. 

”Spænd!”

Det viser sig at være en leg med mange variationer. Nogle gange falder korporalernes slag øjeblikkeligt, andre gange bremser de midt i bevægelsen, venter et par sekunder og slår til, i samme sekund rekrutten ikke længere spænder i maven. Og da alle har vænnet sig til at spænde i maven, begynder korporalerne at støde dem i brystet i stedet, for at se om rekrutterne kan bringes ud af balance. Alt sammen bare for sjov.
 

----------
 

Tid bliver hurtigt et fjernt begreb for rekrutterne i Castelnaudary. Deres armbåndsure blev konfiskeret i Aubagne, så kun solens gang på himlen viser, om det er tidligt, sent eller midt i mellem. Egentlig kan de også være ligeglade. Deres dage i 4. regiment er fyldt ud fra tidligt til sent. De skal ikke selv bryde deres hoveder med, hvad de skal foretage sig eller hvorfor, de skal bare parere ordre. Øjeblikkeligt og uden at stille spørgsmål. Rekrutterne styrter rundt som hovedløse høns og har ingen tid for sig selv. Der skal løbes, fejes, synges, marcheres og skrubbes toiletter. Der skal findes frivillige til alverdens opgaver. Og der skal tages mavebøjninger, kropshævninger og sågar klatres i reb – seks meter lodret op i luften uden at bruge benene.

Det er kropumuligt for Anders. Han er en ung mand på 186 centimeter og 86 sportstrænede kilogram, og der er ikke en chance i livet for, at han kan hejse sig seks meter op ad et tov kun ved hjælp af armene. De er alt for tynde. Han knokler og kæmper med det forpulede reb og når kun et par armtag op, før han må samme vej tilbage. Rekrutterne har fået strenge instrukser om ikke at lade sig glide ned ad tovet, fordi de så vil få store brandsår i hænderne og dermed ikke kunne præstere optimalt i flere dage. De må heller ikke lade sig falde ned, fordi de risikerer at lande forkert og brække eller forstuve noget. Altså er der kun den hårde vej tilbage. De første mange dage i Castelnaudary er der ikke én i Anders’ gruppe, der når hele vejen op, før mælkesyren tvinger dem ned igen. Så får de tyve armbøjninger og en plads bag i køen igen.

Udover solide armkræfter, finder rekrutterne ud af, er tricket til at besejre tovet at tage små armtag foran bryst og hoved i stedet for at række højt op og forsøge at hive sig selv op i strakt arm. Samtidig hjælper det, hvis man trækker benene op mod brystet i hurtige, skiftevise spjæt i takt med armenes arbejde. Og næsten vigtigst af alt er troen på egen succes. I begyndelsen virkede de seks meter helt uoverkommelige for Anders, men som dagene går, når han længere og længere op ad det forbandede tov.
 

----------
 

Når rekrutterne ikke træner fysikken og øver sig i det umulige, bruger de deres tid på franskundervisning, rengøring og andre husmoderlige sysler som at sy regimentsmærket på jakker, lægge tøj sammen, rede seng, pudse støvler og stryge pressefolder i skjorter. Knivskarpe folder.

En korrekt strøget uniformsskjorte i fremmedlegionen har tre folder på hver side af brystet med 3,5 centimeters mellemrum, to folder på hvert ærme, to på skjortens ryg tværs hen over skuldrene og under dem tre lodrette folder – alle med 5,3 centimeters mellemrum. Præcis. Det er et mareridt at stå og fedte med de glohede strygejern for at få alle pressefolderne placeret rigtigt. Anders har allerede svitset sit ene skjorteærme, men i det mindste knokler både han og Peter for at få styr på uniformen. Peters binom fra Tjekkiet gider dårligt nok forsøge. Deres udstyr bliver tjekket hver aften og skal være i perfekt orden, men Noseq er omtrent ligeså uduelig som Anders’ franskmand og viser ingen interesse i at holde sine ting i orden. Han er doven ad helvede til.

Der findes ellers et trick, som letter strygearbejdet. Korporalerne har vist dem, at når først pressefolden er lavet og sidder rigtigt, så vender man vrangen ud på sin skjorte og gnider indersiden af folden med en smule fast sæbe. Så sidder folden der stadig efter vask og skal bare lige glattes. Noseq er ligeglad. Peter har allerede indkasseret ekstra armbøjninger, løbeture og fået besked på at gøre lokummet rent, fordi Noseq ikke har gidet pudse sine støvler, stryge eller lægge tøjet rigtigt sammen. Nu er det Peter, der ikke gider mere. I stedet for at diskutere mere med sin binom har han fundet ud af at gribe Noseqs uniform, smide hele lortet ud på badeværelset og tænde for bruseren. Så er tjekken nødt til at vaske, tørre og stryge det fra bunden. Peter skal nok holde øje med, at det bliver gjort ordentligt.

----------
 

Peter H. Andersen er 21 år gammel. De andre i delingen kalder ham Smiley, fordi han altid er i godt humør, smiler og viser overskud. Han var menig gruppefører i det danske forsvar under sin værnepligt i Holstebro og kunne godt lide den orden og disciplin, der herskede i den militære verden. Der var styr på tingene, og kammeratskabet var godt. Det var bare ikke nok. Peter vil gerne ud og prøve sine militære færdigheder af i praksis, han drømmer om at gøre en forskel og virkelig præstere noget som soldat i stedet for bare at tulle rundt på en dansk kaserne og øve sig.

Det sidste halve år har han fordrevet med at fælde træer nord for Rhonda i Spanien og sælge timeshare-lejligheder på Costa del Sol, mens han ventede på et godt tidspunkt at banke på hos den franske fremmedlegion.

Det tidspunkt kom på Frankrigs nationaldag den 14. juli – dagen før Anders meldte sig i Paris. Mens franskmændene festede og fejrede bastillens fald knap 200 år tidligere, lå Peter i en køjeseng på legionens kaserne i Marseilles og forsøgte at falde i søvn. Tidligere på dagen havde han deponeret sit pas og sine ejendele og skrevet under på et stykke papir med en masse franske gloser, og da fyrværkeriet udenfor døde hen, kunne han høre kakerlakkerne skratte hen over fremmedlegionens gulv. Hvad fanden er det, du har meldt dig til, tænkte han. Hvad har du gjort?